HOTEL PRONSTORFER TORHAUS

Impressionen

Gammel arkitektur i nye klæder

Når man kommer kørende på vejen op til godset, kan man ikke undgå at få øje på porthuset fra 1914, hvis grundmure kan dateres tilbage til 1737. Den flotte bygning er 70 m lang, 20 m bred og 17 m høj, og murværket består af røde teglsten med en facadehøjde på 4 m. Taget er konstrueret som et halvvalmet mansardtag.

Efter en brand i det gamle porthus fra 1737 blev der i 1914 rejst et nyt, og det blev den tyske arkitekt Ernst Prinz fra Kiel, der lavede tegningerne til den imponerende murstensbygning. Det interessante ved porthuset er blandt andet dets tre forskellige byggefaser. Den ældste bygningsdel er et sokkelbånd fra renæssancen, der befinder sig på den sydvestlige side af venstre portfløj. De store teglsten hviler på en meget ujævn kampestenssokkel, der rager op af jorden – noget, man ikke ser så mange andre steder.

Porthuset har i de senere år gennemgået en omfattende istandsættelse og fremstår nu i sin oprindelige pragt. Portgennemkørslen har fået sin gamle runde form samt højde på 3,50 m tilbage, og brostensbelægningen er dels blevet sat i stand og dels udvidet til at dække et større område. Desuden er forskellige lader fra tresserne blevet revet ned, så godsanlægget atter danner en smuk sluttet enhed.

Indvendigt sætter de tykke bjælker deres præg på porthuset. Både kvistvinduer og døre er fremstillet efter gamle håndværksprincipper på godsets eget snedkeri. De er blevet rekonstrueret efter de tegninger, som Ernst Prinz i sin tid lavede, og træet, der er brugt til deres fremstilling, stammer fra skovene omkring Pronstorf.